Alkoholbehandlingen

For de alkoholikere, som kommer i alkoholbehandling, ligger der i gennemsnit 16 års misbrug, før behandlingen begynder. I de 16 år kan derouten have slået en familie helt i stykker.

I det officielle behandlersystem mødes alkoholikeren ofte med manglende forståelse for sygdommen. Her ser behandlerne alkoholisme som en reaktion på en dårlig barndom eller en livskrise. Alkoholbehandlingen består ofte af sovemedicin og antidepressiver, og der bliver ikke taget hånd om det egentlige problem: alkoholafhængigheden.

“Du har da ellers sådan en sød kone, og du kan jo se, at dine børn også bliver kede af det, så det vil være en god idé at stoppe med at drikke.”

Men alkoholisme er en sygdom, og sygdommen lader sig ikke stoppe blot med reprimander og løftede pegefingre.

Minnesota-behandlingen har i dag de bedste resultater, men også her er det kun cirka 50 procent, som bliver varigt ædru. Alkoholafhængighed bliver ved med at være et massivt problem og desværre også et ubehandlet problem.

Antabus

Mange alkoholikere og pårørende har set antabus som den eneste behandling af alkoholisme. Og familien har troet, at når først deres pårørende fik antabus, var de tæt på at komme ud af misbruget igen.

Men antabus er ikke en behandling. Antabus hjælper på den måde, at når man tager det, bliver man syg og kaster op, hvis man drikker. Det skal derfor afholde alkoholikeren fra at drikke. Men det fjerner ikke trangen og den psykiske besættelse.

Sundhedsstyrelsen har netop i 2015 anbefalet nye retningslinjer i forhold til antabusbehandling. Her konkluderer man, at antabus ikke er en behandling i sig selv, at alkoholisme må anses som en sygdom, og at familien nu bør inddrages i behandlingen.

 

 

 

Share on Google+Share on FacebookEmail this to someoneShare on LinkedIn